Mega meget tak til Arthur og Asger, der her på min første arbejdsdag på fuldtid, har været eksemplariske at hente, eksemplariske at have som selskab i eftermiddag (tak især til Arthur der har sumpet på sofaen med iPad), og som har spist deres pasta med ketchup uden at skrige. Og også på forhånd tak fordi de frivilligt vil gå i som 1 time (skrid nemesis!), uden at undre sig over hvorfor det stadigvæk er lyst (sommertid, din moth*****ker!.)

Tak til kaffe på altanen, og til solen og til Asger der i 30 minutter kiggede på fugle og kørte stillestående racerbil.

Og hold så mund, jeg er træt. Såden helt ind til knoglerne.

Følg bloggen her:

bloglovin'

facebook

instagram

(Nailed it)

'Panikangst' siger min læge. 'Stressrelateret'. Jeg sidder med kolde hænder. Har ventet 20 minutter i venteværelset. Med virkelig mange mennesker. Forsøgte at skærme for omverdenen med et 'VoresBørn' blad. Men bogstaverne blev ved med at være underlige ord, som jeg ikke kunne samle mig om. Mine hænder rystede og jeg brændte i brystet. Eneste lyspunkt var, at hvis jeg besvimede her, så var det vel en læge tilstede. Jeg har forsøgt at starte op på arbejde igen. Det gik skidt. Mine nærmeste kollegaer er bekymret for mig. Det er jeg også selv. Kan godt fornemme, at det er værre end først antaget. Pis. Orker overhovedet ikke at være stresskliché som 'ung mor med 2 børn, fuldtidsarbejde og fuld fart på fritiden'. Magter på den anden side heller ikke at fejle noget andet. Er træt. Og bange. Mit navn bliver sagt, og det sortner et sekund igen. Mine ben bevæger sig heldigvis.

Min læge kigger på mig, jeg sidder og vrider mine kolde fingre, og hjertet banker ukontrolleret af sted. 'Jeg er gået i stykker'. 'Hvorhenne?' spørger hun. 'Inde bag øjenene....' hvisker jeg...'jeg virker ikke...' Vi snakker i et kvarter. Mange har det sådan, hører jeg hende sige. Det hjælper mig ikke. For de er jo ikke mig. Og hvem siger det lige til min chef. Og alle andre omkring mig. 2-3 måneder tager det at komme nogenlunde over, hvis jeg kan få en stille og rolig optrapning på mit arbejde. Hjernen skal lære at det hele er ok igen. Men hvordan skal den lære det, når jeg selv er i tvivl om hvordan det skal ske Jeg går derfra med recept på noget angstdæmpende. Der er kø på apoteket. Og mange mennesker i overtøj. Min puls stiger igen. Og så kommer den, koldsveden og den brændende følelse. Jeg tvinger mig selv til at blive stående. De her drugs har simpelthen af at virke. Jeg vil være normalt igen. Nu. Jeg knuger posen i hånden og åbner bildøren. Og så sker det - jeg storhulker. For første gang længe græder jeg. Midt på parkeringspladsen triller store, varme tårer ned af kinderne, og det er faktisk en lettelse. Jeg har haft brug for at græde, men har underligt nok ikke kunnet. Det kan jeg nu. Big time. Jeg hulker hele vejen hjem.. Godt ingen kan se mig. Bilen kan heldigvis næsten selv finde hjem. Jeg tænger til et knus. Ruller mig ind i dynen og falder i bevidstløs søvn. 3 timer midt i stuen, hvor alt er trygt og stille.

I oktober blev jeg syg. Det blev starten på en sygemelding, og bekymringer, og lange, dybe samtaler med mennesker der kender mig bedst. Jeg gik i stykker inde bag øjnene, og min verden brød en lille smule sammen. Siden har jeg skrevet små essays, som har ligget gemt væk. Indtil nu. Nu er jeg klar til at dele nogle af dem. Det her er nummer 2 i rækken, og tidspunktet hvor jeg og min læge sammen bliver enige om, at vi skal prøve at få styr på tankerne med medicin. Det er en lettelse, og føles som den helt rigtige beslutning.

Tag pænt imod dem; de har gjort ondt at skrive. Og været svære at udgive.

Følg bloggen her:

bloglovin'

facebook

instagram

(Nailed it)

Jeg bad drengene om at rydde al deres lego ind på legeværelset. Kunne ligeså godt have bedt dem om at kradse deres øjenæbler ud med en sløv ske. Faktisk ville reaktionen nok have været mindre dramatisk, hvis det havde været tilfældet....

Billede fra pinterest

Følg bloggen her:

bloglovin'

facebook

instagram

(Nailed it)