Skuffeskriv #2

'Panikangst' siger min læge. 'Stressrelateret'. Jeg sidder med kolde hænder. Har ventet 20 minutter i venteværelset. Med virkelig mange mennesker. Forsøgte at skærme for omverdenen med et 'VoresBørn' blad. Men bogstaverne blev ved med at være underlige ord, som jeg ikke kunne samle mig om. Mine hænder rystede og jeg brændte i brystet. Eneste lyspunkt var, at hvis jeg besvimede her, så var det vel en læge tilstede. Jeg har forsøgt at starte op på arbejde igen. Det gik skidt. Mine nærmeste kollegaer er bekymret for mig. Det er jeg også selv. Kan godt fornemme, at det er værre end først antaget. Pis. Orker overhovedet ikke at være stresskliché som 'ung mor med 2 børn, fuldtidsarbejde og fuld fart på fritiden'. Magter på den anden side heller ikke at fejle noget andet. Er træt. Og bange. Mit navn bliver sagt, og det sortner et sekund igen. Mine ben bevæger sig heldigvis.

Min læge kigger på mig, jeg sidder og vrider mine kolde fingre, og hjertet banker ukontrolleret af sted. 'Jeg er gået i stykker'. 'Hvorhenne?' spørger hun. 'Inde bag øjenene....' hvisker jeg...'jeg virker ikke...' Vi snakker i et kvarter. Mange har det sådan, hører jeg hende sige. Det hjælper mig ikke. For de er jo ikke mig. Og hvem siger det lige til min chef. Og alle andre omkring mig. 2-3 måneder tager det at komme nogenlunde over, hvis jeg kan få en stille og rolig optrapning på mit arbejde. Hjernen skal lære at det hele er ok igen. Men hvordan skal den lære det, når jeg selv er i tvivl om hvordan det skal ske Jeg går derfra med recept på noget angstdæmpende. Der er kø på apoteket. Og mange mennesker i overtøj. Min puls stiger igen. Og så kommer den, koldsveden og den brændende følelse. Jeg tvinger mig selv til at blive stående. De her drugs har simpelthen af at virke. Jeg vil være normalt igen. Nu. Jeg knuger posen i hånden og åbner bildøren. Og så sker det - jeg storhulker. For første gang længe græder jeg. Midt på parkeringspladsen triller store, varme tårer ned af kinderne, og det er faktisk en lettelse. Jeg har haft brug for at græde, men har underligt nok ikke kunnet. Det kan jeg nu. Big time. Jeg hulker hele vejen hjem.. Godt ingen kan se mig. Bilen kan heldigvis næsten selv finde hjem. Jeg tænger til et knus. Ruller mig ind i dynen og falder i bevidstløs søvn. 3 timer midt i stuen, hvor alt er trygt og stille.


I oktober blev jeg syg. Det blev starten på en sygemelding, og bekymringer, og lange, dybe samtaler med mennesker der kender mig bedst. Jeg gik i stykker inde bag øjnene, og min verden brød en lille smule sammen. Siden har jeg skrevet små essays, som har ligget gemt væk. Indtil nu. Nu er jeg klar til at dele nogle af dem. Det her er nummer 2 i rækken, og tidspunktet hvor jeg og min læge sammen bliver enige om, at vi skal prøve at få styr på tankerne med medicin. Det er en lettelse, og føles som den helt rigtige beslutning.

Tag pænt imod dem; de har gjort ondt at skrive. Og været svære at udgive.

Synes godt om

Kommentarer

Maria
,
Nårh Lone💜 de bedste tanker din vej! Hvor ER du modig! Jeg håber du godt ved hvor sej du er!!!! Store knus 💜💜💜
Line
,
Åh Lone❤ Hvis jeg kunne, så pakkede jeg dig ind i den dyne, puttede dig dybt ind i mine arme og skærmede dig for al det trælse. Men jeg ved at du har jordens dejligste og mest omsorgsfulde mand, som har gjort netop dette. Men vid at jeg altid står klar, hvis Morten ikke lige kan være der❤ En veninde som dig, skal man værne om og passe på 😘
Amalie
,
Seje dig ❤❤
Marie
,
Kys og kærlighed <3