Om at være modig...eller mangel på samme

Jeg blev engang bedt om at blive væk fra en fest. Som min daværende kæreste holdte. I festlokale ved vores lejlighed. Sms'en der fortalte mig, at det var en lukket fest, læste jeg da min hånd rørte håndtag til indgang. Med mig havde jeg god rødvin og masser af lyst til at snakke med alle de gode venner, der var med til fest. I stedet for at gå ind og få forklaring på meget mærkelig afvisning, vendte jeg om, gik op i vores lejlighed og tudede ned i min dyne.

Da jeg gik i Børnehave sad jeg engang i flere timer gemt væk i legehus med kæmpe lort i fløjlsbukserne. Jeg turde ikke gå ind, da vi havde strenge ordre på, at ingen kom ind før tid. Engang missede jeg nær frokost, da jeg ikke turde sige, at det var min madpakke, der lå tilbage, og var uden navn på. Jeg vidste selvfølgelig godt at den tilhørte mig, men uden navn, blev intet udleveret.

Jeg har altid været boglig stærk og klarede mig virkelig fint i den kategori i Folkeskolen, men socialt var jeg lidt...forkert. Hvis jeg ikke havde haft musikken at gå op i, havde jeg muligvis været en del af en rigtig skidt statistik af unge piger der opgiver livet. Gymnasiet husker jeg som ok, men absolut ikke på den der 'det var de vildeste år ever'-måden som andre proklamerer. Da jeg vendte hjem til Aarhus efter et år i Kbh, der primær bestod af fest og druk, startede jeg frisk på mit studie.
Da jeg år senere stod med spritny BA i Ernæring og Sundhed fik jeg hurtigt job. Her blev jeg tildelt kontor i kælderbygning, langt væk fra mine kolleger og med besked om 'at jeg kunne ringe hvis jeg var i tvivl om noget'. 24 år og helt nyuddannet. Og gæt.
Jeg turde ikke sige noget. Ikke nævne at det var helt skidt, at jeg på ingen måde følte mig integreret og slet ikke som en del af flokken.

Når Prins Arthur engang bliver rigtig stor og stiller til start i hele møllen, håber jeg at han har større nosser end det jeg kunne præsterer. Jeg håber at de mennesker han møder, vil være åbne og rummelige og fulde af kærlighed, og at livet i alderen 4 til 20 år vil være mere nådigt overfor ham. Og jeg vil lære ham at man ikke skal finde sig i alting. Nogle gange må man gerne råbe 'PIK' og skride. Bare ikke når det glæder opvask og oprydning af værelse. Der er jeg in charge. Altid.

Fik jeg nævnt at jeg ikke er tryg ved at barselsboblen lige om lidt springer. Sådan for alvor. Og at jeg nu skal til at have ammehjerne luget væk igen.
Tis.


Synes godt om

Kommentarer

Anonymous,
faktisk kan jeg nævne flere eksempler hvor du er mere modig end jeg nogensinde har været / bliver
Anonymousnoreply@blogger.com
Line Topbjerg,
Selvom livet indimellem er træls, hårdt og dybt uretfærdigt, så følger der nogle vidunderlige ting med...Jeg er hvertfald glad for de tre år i gymnasiet, hvor jeg var en del af din hverdag..tiden i Århus hvor vi fik drukket en masse kaffe, spist studenter mad(chili suppe og pasta med spinat) og ikke mindst hygget:) Og nu med vores lækre unger og mænd. Shoppeturer i Århus og lange snakke over cafelatte...LONE DU ER OG BLIVER DEN BEDSTE!!!! elsker sku dit dejlige væsen..
www.blogger.com/profile/1684426712336519105