Når man ikke kan forklare alt

2 gange inde for det sidste døgn har Prinsen skreget helt utrøsteligt.

Første gang var i går aftes da vi så reklamer. Og ja, jeg finder også sports-reklame-med-'vi-kører-på-kål' skræmmende. Men Prinsen var bundulykkelige, da de fes sig ind i både væg og høstak. Faktisk svært at forklare at de ikke tager skade. Cykelhjelm eller ej.

Anden gang var i eftermiddags, da han uden anledning kiggede sig over skulder. Og blev rystende angst. Uden at jeg kunne se noget som helst. Faktisk ret ubehageligt at have rystende baby i favnen, der stiv af skræk peger ud i helt tom stue. Jeg antager, at han har set genspejling af min pc i panorama vindue. Sådan helt mørkt vindue med lysende firkant. Men helt ærlig - jeg aner det ikke. Og jeg turde da helt bestemt ikke spørge ham om, hvad han havde fået øje på.

Derfor stod jeg med lille bange fyr i armene ( i helt tom stue), og forsøgte helt cool og med rolig mor-røst at snakke ham til ro. Og jeg kunne fortælle at både jeg og alle andre passer på ham. Og jeg kunne ae ham og holde ham helt tæt.

Og da jeg blev lidt modigere, kunne jeg love ham, at der altid er nogen der passer på os. Jeg turde sågar fortælle at der er mennesker, der, selvom de ikke er her mere, elsker os, og at de passer på os. Altid. Også på våde byture og ensomme vandringer på mørke stier midt om natten. Heldigvis.

Og ja, jeg havde dælme skreget hvis der på nogen måde var kommet tegn på væggen eller røgsignal fra adventskrans, om at det var sandt. (Jeg øver mig i at være modig. Stadigvæk)

Shit altså...

Synes godt om

Kommentarer

line
,
Åhh det er så forfærdeligt når de får sådanne turer 😟
Vi havde en nat hvor Ejvind sad i over en time med Anne-Fie ude i sofaen, fordi hun var dybt panisk for at komme i seng..Det gør ondt i ens moder hjerte