Når jeg får lyst til at kramme ekstra meget på mine unger
Tidspunkter hvor jeg bliver opmærksom på, at verden ikke er lige fed at leve på alle steder, er for eksempel når jeg går forbi en af de mørkhårede drenge i børnehavne, der sidder i et hjørne og tegner. Han tegner nemlig høje, grå tomme huse og små bitte kors på jorden. Og hjerter. For ikke alle i familien nåede at flygte, da helvede brød løs.
Og så må Inger for min skyld spise kage til hun kaster op, men at fejre at det er blevet (endnu) svære at finde et nyt sted at kalde hjem, når det man kender er gået op i røg, bomber og ødelæggelse, det er så dårlig stil, at jeg mangler ord. Der er altså masser af plads på den her kugle, og så må vi rykke lidt sammen, hvis det brænder et sted.
Dagens opsang, sådan en helt standard onsdag, hvor vi har fået sat fliser op i badeværelserne, og min største bekymring er, om ungerne må gå på det nylagte skiffer i weekenden, og altså er så langt fra vejsidebomber, som man kan komme.
