Mini guide til Silkeborg

Hvad skal vi lave i Silkeborg, spørger du måske? Her er nogle gode bud på, hvad tiden kan bruges til. Det er selvfølgelig virkelig forskelligt hvad man er til. Men vi er her jo hele tiden, og her er vores yndlingssteder.

Vi bruger meget tid i AQUA. Og det er helt sikkert at hvis man spørger Arthur, så er det det bedste sted i hele byen. Og man må røre ved fiskene. De har engang ædt hele Asgers lillebitte hånd. Han tog det betydeligt mere cool end hans mor.

Gåtur i Indelukket. Og der kan også købes varm kaffe til forældre, imens ungerne leger på legepladsen eller samler kastanier. Alt efter årstid selvfølgelig. Der er også madpakkehus, hvis man er typen der huske selv at medbringe.

Rovfugleshow. Seriøst. Gør det. De har også de puffeste små ugler, der nok består af 99 % puffede fjer og 1 % ugle.

Biblioteket. Der er et virkelig fint område kun til børn, med plads til at læse og hygge. Og kaffe.

Is og gåtur ved Slusekiosken. Vi har virkelig brugt lang tid på at se kanoer, der venter på at skulle igennem slusen. Og der er is og kaffe på begge sider af broen over søen. Man kan også lege ninja på bøglebænkene lidt længere henne af breden. Faktisk er hele miljøet omkring slusen rigtig hyggeligt og der er masser af indtryk og ting at kigge på. Og spørge om. Læs for eksempel lige op på hvordan en sluse virker inden.

Legelandet i Herning Centeret. Helt ærligt, så er det helt perfekt til børn, der ikke er helt så vilde, som de selv syntes. Det er småt, men fint og rent og der er mad og kaffe til utrolig fair priser.

Ikast svømmehal. Bare så fantastisk meget bedre end Søhøjlandet, der virkelig er en slidt omgang. Og hvis man har tålmodighed til det, så er der også cafe i hallen, til de obligatoriske pommes.

Kig på Tollundmanden. Herhjemme læser Arthur Guinnes Rekordbog. Og når man bliver spurgt hvem ham Tollundmanden egentlig er/var, så kan man jo passende cykle af sted til Silkeborg Museum, og pege på ham.

Kaffe i Pladeshoppen. Altid. De har også is fra Okkels. Og Okkels er Silkeborgs svar på ParadIS, for alle dem der undre sig.


Drewsens kaffe og tapasbar byder på tapas, kaffe, vin, drinks, brunch.

Torvet midt i byen har fået den bedste café, der åbner før alle andre (fedt til os med morgenfriske unger) hvor der er god kaffe og smilende personale. Det holder. Og drengene kan soppe i springvandet imens. Husk håndklæde...

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229