M for Mor og Modig

Jeg var ret neurotisk som barn. Faktisk vil nogle nok mene at jeg stadig er det. Men i hvert fald så var jeg en af den slags børn, der troede på, at uhyrerne boede under sengen. Eller i underkøjen, hvis vi sov i etager.
Jeg gik aldrig ud i mørke og blev direkte angst, hvis jeg var alene.
Jeg befandt mig kun på den etage, hvor familiens andre medlemmer var. Bevægede mig kun nødigt væk derfra og det var utænkeligt, at jeg gjorde det efter mørkets frembrud. Mørke, ved enhver, tiltrækker jo uhygge. Og monstrene frem under sengen. Og vinduer, hvor man kun kan kigge ind - ikke ud.
Derfor har min Mutti brugt mange timer ventende på, at jeg, angstsvedende, listede trin for trin ned af trappen, lynhurtigt og med indøvet præcision fik fat i helt uundværgelig ting, for at storme hovedkulds opad igen. For én ting var sikkert. Det skulle være virkelig vigtigt for at jeg bare som overvejede at hente noget uden ledsager.

Sådan vil jeg gerne at Prinsen ikke får det. Har nemlig været ret belastende og til tider direkte pinligt ikke at være i stand til at lave ting efter mørket har indtruffet. Så nu skal jeg til at være modig. Bedre sent end aldrig. Det kan jeg godt.
Men det er altså stadig til tider ret angstfremkaldende at sidde i mørk stue med skrigende Prins på armen. Alene. Og modig, selvfølgelig. Men skrig lyder bare anderledes om natten.
  • baby

Synes godt om

Kommentarer