jeg-går-til-mo-to-rik

Min Lillesøs kan lave test, der fortæller om Prinsen er motorisk alderssvarende. Ved godt at han selv er ret ligeglad. Og bare glad hopper derudaf med med høje hvin og savl alle vegne. Men mit konkurrencegen og jeg syntes det er spændende. Ikke på den frygtelige realiser-mine-drømme-for-mig-mor-måden. Mere på jeg-syntes-du-er-verdens-dygtigste-baby-måden. For jeg kan jo godt se at han er ok langt. Og er overhovedet ikke bekymret for hverken underudvikling eller at han aldrig kommer til at gå. Er måske mere bekymret for interiøret på matriklen, da 8 måneders baby er begyndt at hive sig op af alt. Deriblandt mine strikkede strømpefødder, der oftest resultere i tilbagefald på blerøv med sok i de fedtede babyhænder. Men han er stædig, og lige meget hvor stramme mine jeans er, kan han borer skarpe babyklør i og rejse sig. Og når vi går rundt på bare fødder og fast greb i mine fingre, styrter han skræmmende målbevidst imod alt det jeg har svoret aldrig at fjerne fra gulv, bare fordi der er flyttet baby ind. Shit. Overvejer kraftigt holdningsændring. Og mine store keramik vaser krydser striber for at jeg når det i tide.

Men på torsdag skal vi nippe tapas og teste baby. Og jeg må gerne lokke med både iPad og andet. Bare ikke hænder. Så vi øver. Fra nu af. På den ikke-skingrende-gale-mor-måde. Og Prins Arthur elsker sin Moster Karen. Og han glæder sig til at blive prikket og løftet og vendt og drejet og kastet og rost. Og til at pille i alle fritgående ledninger. Torsdag kan bare komme an.

Synes godt om

Kommentarer