Hurra for mænd i institutionerne!

Kender du 'enfarmand.dk'?

I dag har han lavet en virkelig fin video vedrørende mandlige pædagoger og omsorg. Den kan ses her.

Jeg elsker at der er unge mandlige pædagoger i Arthurs Børnehave. Faktisk blev den delvist valgt udfra, at der var en mand, der havde sneget sig ind på personalelisten. Arthur kom fra Verdens Bedste Dagpleje, hvor Ida og Nicolai passede godt på ham, når vi var på arbejde, og jeg ville rigtig gerne at der også er et mandeligt strejf i Børnehaven, så det hele ikke druknede i kvinder. Nu er der 2 unge drenge (mænd? hvornår skiller det egentligt?), der hver dag tumler samtlige drenge rundt på fodboldbanen, får redt hipsterhåret af pigerne og som kan løfte 5-6 treårige på én gang. Og min lille fyr er vild med dem. Alt skal gerne være 'lige så stor som Andreas', og jeg er vild med det.

Tænk hvis det pludselig blev forbudt. At hans 'helte' ikke måtte hjælpe ham på wc, give high-fiv når han er sej til mudderfodbold eller ikke måtte trøste ham når han falder på legepladsen. Tænk hvis han fik den tanke at det var HAM der var noget galt med? At andre ikke ville røre ved ham, eller hjælpe ham? Eller tænk hvis han fik den opfattelse at mænd var farlige? Hvad så med hans far? Eller morfar? Eller farfar? Eller den mand der kommer ilende for at hjælpe den dag han falder på cyklen på vej til skole?

Asger starter i vuggestue lige om lidt, og jeg ville virkelig blive ked af det, hvis han skulle sidde i kø for at blive trøstet, fordi der ikke er kvindlige pædagoger frie til at kramme og ae på det lille menneske. Du kan ikke trøste et barn uden at røre ved det.

Og ja, det er frygteligt at der er overgreb imod børn. At der er voksne der forgriber sig på små mennesker, der ikke kan råbe om hjælp. Ja. Men derfor skal alle mænd ikke mistænkeliggøres og udråbes til potientielle klamme mennesker der piller ved børn.

Synes godt om

Kommentarer

Ida Hovde
,
Kunne ikke være mere enig, Lone! Og tak for de søde ord om vores dagpleje.
Pia
,
Flere mandlige-pædagoger vil være fantastisk. De kan noget,vi som kvindelige pædagog ikke kan. Og hvordan skal der komme flere af dem i institutionerne, når de bliver jaget væk i frygt for deres arbejde!!
Personligt ser vi her hjemme frem til, at Marius snart starter i brobygning og skal have sin daglige gang med bla. "Enfarmand.dk"
Så flere mænd i den pædagogiske verden!!