Haveidyl

Min baby er ret træt i dag. Har derfor haft alt for meget tid til at net-shoppe. Både hos zalando (meget uf) Lirum Larum Lej (ultimativt mest uf). Ungen starter i dagpleje på mandag. Lige om lidt. Og mangler selvfølgelig ret meget. Regntøj f.eks. Derudover har jeg (og min lillebitte alto) forelsket os i sådan en smart klapvogn fra Maclaren. Og det er faktisk dyrere end det lyder. Undskyld bank. Men den kan slås sammen til ingenting og vejer ingenting og kan tages med i flykabine for ingenting og fylder ingenting på gaden og koster næsten ingenting. Og kommer med posten i morgen.
Og muligvis er jeg slet ikke klar til at slippe min snart 11 måneders baby. Med glimt i øjet og høje hvin mens han rumper sig tværs gennem stuen, når han ser mig. Og lige om lidt skal andre opleve det - uden mig. UDEN MIG. Og jeg ved jo godt, at han får en fest sammen med andre der spiser jord uden at blinke. Og river blade af tulipaner. Men. Alligevel...

I weekenden brugte jeg tilgengæld ingen penge. Nød derimod sommer og sol i Min Mutti og Papas helt vidunderlige have. Som Nordjyden og jeg også blev gift i. Og Prinsen vimsede rundt med bar røv og fri diller. Og jublede.




Synes godt om

Kommentarer