Er du ok, Mummy?

Tak! Er fuldstændig på røven over, hvor fantastisk I har taget imod mit sidste indlæg. Det er væltet ind med beskeder og kommentar, både her på bloggen, og på facebook, og som beskeder i min indbakke. I er for vilde.

Jeg vidste ikke, at det var tabu at snakke om angst og stress, så jeg har været åben omkring det fra starten. Hvorefter jeg til min overraskelse opdagede, at det er mest naturligt at være hemmelig og skjult omkring det. Det forstår jeg ikke. Det gør jeg bare ikke. Det er ikke fordi jeg ser mig selv som typen, der råber 'mig migmigmig'. Men for mig har det været helt naturligt at snakke åbent omkring, hvorfor jeg har været ude af drift det sidste halve år. Både da jeg forsøgte at starte op på jobbet igen i oktober, og henter unger børnehaven og i vores vennekreds. Det gør det meget nemmere for mine kollegaer at reagere, når jeg blev (og bliver) dårlig, det er lettere for pædagogerne at give mig tid til lige at sidde i garderoben i fred, og det er helt legalt at melde afbud til aftaler, hvis dagen ikke er god for mig til kaffedate, babysnak og vendindehygge. Det har virket for mig, og jeg siger overhovedet ikke, at det vil virke for andre. Til gengæld har råd som 'gå en lang tur', 'løb en tur', 'tag dig sammen' og 'har du set det der om angst på kanal 4?' overhovedet ingen effekt. Det sidste jeg har brug for, er dårlig samvittighed over ikke at have energi til at løbe, eller overskue ikke at gå længere end ud til min bil. At tage sig sammen er et virkelig dårlig statment, som man kan stikke direkte skråt, og at se det på kanal 4 om kendte, der også har angst, siger mig intet. Ja, det er almindeligt at have angst, og ja, vi skal snakke om det. Men de fortæller mig jo ikke, hvordan jeg kommer videre. De fortæller ikke, hvordan jeg tager til samtale på jobbet og skal planlægge arbejdstider, eller hvordan jeg overskuer at hente mælk i fakta. Så jeg kan bruge det til intet, omend jeg syntes det er virkelig fint at de sætter fokus på det.

Men! Jeg har eddermama set meget tv. Jeg har set alt (!) på dr.dk. Og jeg har strikket mere end én vest til Asger (og en cardigan og et tæppe fullsize) og endelig knækket koden til hvordan man strikker den frygtede hæl på sokker. Jeg har omsat en hel årsløn i lakridspiber og Spangsberg flødeboller og blandselv, jeg er gået tidligt i seng, sovet til middag og Morten har løbet efter skrigende unger om natten, så jeg kunne ligge i koma og snorke. Det har gjort underværker - både sukker og søvn. Jeg har serveret havregrød og rugbrød til aften, og har givet langemand til samvittighed over hvordan 'en rigtig mor' skal være. Og det har været helt ok. Jeg har fået lange kram af Asger og Arthur har aet på mig og virkelig forstået, når jeg har sagt at NU behøver jeg, at han gør som jeg siger.

Og så har jeg skrevet dagbog. Ikke her på bloggen, men i mit eget lille arkiv, og tænk at I nu har taget så godt imod det første af dem.

Tak altså.

Synes godt om

Kommentarer

TulleT
,
<3
Tilde
,
❤️