Når man slår sig på livet
Det er et år siden jeg gik ned med stress. I dag. Ja, ikke at jeg på det tidspunkt vidste at det lige præcis var det, det havde givet mig black-out og sendt mig videre til en indlæggelse, men indrømmet; så lå mistanken helt bagerst i baghovedet. Jeg forstår stadig ikke hvorfor ingen læger kiggede mig dybt i øjenene, og spurgte ind til hvordan jeg egentlig havde det. Sådan rigtigt. De målte, vejede og tog prøver og registrerede. Og jeg husker følelsen af at slippe fri, uden af nogen havde opdaget, at jeg var ude på helt dybt vand. Min mor, til gengæld, hun vidste det godt. Og den samtale vi havde dagen efter, da jeg var landet derhjemme, har sat sig som minde inderst inde. For en familie har brug for en mor, og mine drenge havde (og har!) brug for mig, og jeg kunne jo ikke blive ved med at fornægte, at jeg kørte i et gear, som var al for højt. Og da jeg et par dage senere sad midt på legepladsen i børnehaven og rystede, med Arthur om halsen, og forsøgte at få fat i Morten, så talte min krop med så store bogstaver, at det tog mig 3 måneders fuldtidssygemelding på at komme nogenlunde på ret kurs igen. Det er altså et vink med en spade, som vil noget.
Vi har brugt et år på at finde hinanden igen, på at være en familie hvor mor i starten var ret meget ude af drift. Jeg har brugt et år på at finde mig selv igen. Og det har faktisk slet ikke være så nemt. For jeg plejer jo at kunne alt. Og pludselig stod jeg der i køkkenet og havde glemt hvordan jeg smurte en bolle.
Heldigvis er jeg der i dag, hvor jeg uden tøven kan råbe 'I'M BACK!'. Ikke med pedalen banket i bund med 1000 km/t, men jeg er tilbage. Hel. Vi er tilbage. Hele familien. Og ingen gav op undervejs.
Tak.
