om at have brugt 2018 lige til grænsen
Arthur synger 'lille store verden' på den anden side af væggen i min seng. Han falder stadig i søvn i min dyne. Et levn fra da jeg var virkelig syg med stress. Asger ruller rundt i sofaen, og der er dart i fjernsynet. Anden er stegt i dag, og i morgen har jeg insisteret på at jeg er voksen nok til at komme kalkunen i ovnen. Min papa står selvfølgelig stadig for sovsen. Vi har 8 kg farseret fjerkræ liggende ude på terrassen, ingen sulter i morgen, heller ikke hvis naboen kommer forbi med venner og børn.
Jeg har brugt året på at sige farvel til virkelig gode kollegaer gennem næsten et årti, fået nye dullede bekendtskaber gennem min leverandør PEAK med gele og andet neglegrej. Det har virkelig været noget af en rejse. Jeg har fået CVR, bandet over dagpengesystemet og så har jeg forsøgt at finde mig selv igen, inde bag de grønne øjne, der stirre tilbage på mig i spejlet. Og vi kommer tættere og tættere på hinanden. Morten har holdt om, holdt ud, holdt ved, og holdt af, og tak for det.
Og så har jeg fået nye forfattervenner, der ved hvad de snakker om, og som har givet mit ikke-færdige bogmanus feedback i så fine vendinger, at jeg tror på, at en forlagskontrakt ikke er hverken urealistisk eller uden for rækkevidde. Når jeg får det gennemarbejdet cirka en million timer endnu. Men hvem har også travlt?
