Noget jeg virkelig skal have færdiggjort i 2021
Dem, der kender mig, ved at jeg har været i gang med et større bogprojekt i et stykke tid. Det er min helt egen, uden indeblanding fra andre, og har været - og er stadig, lidt af en rejse. Og mundfuld, bevares, for wow jeg har lavet fejl undervejs. Især fordi jeg bare ikke et et struktureret menneske.
Jeg lovede mig selv at den ville være færdig og klar til gennemlæsninger sidst i 2020. Det er ikke helt sket, men tæt på (lidt løgn), og helt ærligt, så skal den snart videre i systemet, ellers kan jeg jo ikke tage hul på 2'eren.
Og for at gøre noget, så har jeg lagt mit åbningskapitel op her. Det er jo min blog, og jeg bestemmer, og så er det hyggeligt at dele lidt med jer, uden alt spoile for meget. Jeg har andre yndlingspassager, men dem holder jeg lidt tættere ind til brystet.
Claes er en karakter, jeg har brugt i andre sammenhænge og opdigtede historier, og vi kender hinanden virkelig godt. Hans sammenspil med Stef har jeg længe haft lyst til at skrive om, og sådan startede det hele faktisk. I et tomt worddokument.
Har du også nogle sjove projekter? Jeg elsker når folk laver noget helt anderledes, end jeg forstiller mig de gør!
Billede fra pinterest
Credokæden - udkast 1. kap.
De dybe toner fra tordenen rullede som gigantiske bølger over himlen. Som organistens skæbnesang dansede fingrene over de nederste oktaver og lod lynenes sønderrivende arier krydre akkorden fra det svageste pianissimo og med crescendo endte ud i en øredøvende tuttiklang af hele registret af brag. Gnister og lyn sendte kilometerlange flænsende energiudladninger mod jorden.
Nattens højspænding rungede i kuplen på den store Rådssal, hvor samtlige Ministre fra Det Statslige var samlet og selv naturen fornemmede den anspændte stemning, der herskede i salen.
Fingrene summede, og den unge magiker Claes Algebrah mærkede til sin irritation hvordan energien vibrerede i hver en fiber i kroppen. Det var ikke nervøsitet, men alligevel fornemmede elementet i hans indre, at der var noget under opsejling. Frustreret over den manglende kontrol, drejede han guldringen på højre hånd et par omgange i et forsøg på at dæmpe det egenrådige ildelement.
På gulvet genlød hæle og hurtige skridt. Ekkoet rungede og lod sig bære hele vejen op i kuplen højt hævet over hovederne på menneskene på det blanke marmorgulv. Ældgamle Magikere og deres bedrifter var afbilledet rundt langs siderne, malet med sirlig og rolig hånd og med et detaljearbejde, der fik selv den mest kræsne magiker til at nikke anerkendende.
I kuplens øverste del fortonede billederne sig og lavede en fin overgang til nattehimlen, der med funklende stjerner og stjerneskud elegant fløj af sted i det uendelige univers. Ingen slutning eller synlig kant, som den optiske illusion det var og man kunne stirre sig blind på det uendelige midtpunkt, indtil man fik et seriøst hold i nakken.
Der var ingen vinduer under kuplen, kun malerierne der fortsatte ned langs væggene. Nogle gemt bag farverige gobeliner, andre bag afgåede ministres mindesportrætter, som i massive guldrammer beskuede de levendes bedrifter med misbilligende blikke. Rummet blev oplyst af svævende flammer, som i takt svajede fra side til side og dansede hele vejen rundt langs Rådssalen og sporadisk fulgte med op langs kuplens rundede vægge.
I midten af den imponerende sal var bordrækkerne sat i formation som et U og for enden plads til hologrammet, der fra tid til andet blitzede grønt og arrigt henover gulvet, imens røg slap fri fra dets sorte indre. Forbindelsen kæmpede med den elektriske spænding og hang fast i nattens tordenvejr.
Fra sin plads i yderkanten det magiske selskab betragtede Claes diskret Informationschefen Oskar Wiesenmoore, der sad tilbagelænet og afgav en bestilling til tjeneren. Piben vippede faretruende i mundvigen ved hvert ord. Claes’ blik gled videre og nåede at se dørene gå op og lukke Mr. Davids ind. Chefen for Tower vejede luften og hilste med et høfligt nik til samtlige Ministre i kredsen. Auraen lå som en grå kappe omkring ham, og mørket i tårnene havde sat deres ligblege præg på ham. Det kobberrøde hår stod i skærende kontrast til jakkesættet, der repræsenterede samtlige nuancer af grå. Højre øje var gemt væk under en klap, ikke ulig en sørøver. Han manglede bare træbenet.
Lavmælt henvendte han sig til Oskar Wiesenmoore. Tjeneren bakkede væk med lydløse skridt og Claes’ sonar opfangede uden problemer de patetiske bemærkninger, som blev skudt ud mellem sidebenene.
”Ingen nye spor … det er spild af tid.”
Sonaren arbejdede ihærdigt mod deres usynlige forsvarsskjolde. Det lille elektroniske hjælpemiddel sad bag øret og sikrede, at alle impulser blev opfanget og gjort hørbare for dets ejer. Sonaren var en avanceret teknik udviklet af elektromagikeren og adskilte efterretningsfolk og de højest rangerende i Det Statslige fra alle andre.
Selvfølgelig var der mode indenfor den slags også, og enkelte fastholdt at sanserne i sig selv var fyldestgørende nok. Det var selvfølgelig løgn, for når hørelsen blev forbedret i en sådan grad, at man kunne høre størrelsen på sidemandens skjorte, kom de menneskelige sanser kravlende ind på sidstepladsen. Hvis de overhovedet kom i mål.
”Enig, nogen burde gøre noget. Hvorfor kommer ham den blege ikke længere i sagen? Han skulle efter sigende kunne høre farver. Ja, farver! Burde være en smal sag så. Hvis du spørger mig, så tror jeg det er bluf … du er enig, kan jeg se. Ja, ja … jeg sagde det jo. Han er for ung. Det er altid problemet i den afdeling. Se bare Mr. Algebrah! Hvordan kunne han lade den terrorist stikke af? Og hvorfor er liget ikke fundet? Jamen hvorfor gør de dog ikke noget…?” Oskar Wiesenmoore fattede sig nødigt i korthed.
”Jeg har reserveret en celle … helt specielt. Så snart jeg kommer i kontakt med bare den mindste lille flig af et spor, sætter hele holdet efter det. Om jeg begriber hvorfor kædens impulser ikke har efterladt aftryk nogen steder!” Øjet stirrede på Wiesenmoore.
Mr. David knækkede fingrene. Det gik lige i sonaren og Claes søgte ind på et nyt punkt og strøg håret tilbage. Nej, ingen forstod hvorfor kæden ikke var til at spore, det var lige præcis derfor, de var samlet her. Igen. Alle var trætte, og nerverne hang efterhånden i laser tyndere end silketråde.
Væggenes malerier spejlede sig i hans skosnuder, der vippede utålmodigt. En umærkelig fold blev glattet ud på ærmet af den mørkeblå jakke. Sonaren varslede om stigende aktivitet i hologrammet. Snart gik det løs. Paranoiaen de sidste to år havde nået et klimaks, og alle mistænkte hinanden for at skjule vigtige spor i opklaringen. Alle ville gerne være den, der bragte kæden tilbage igen.
Wiesenmoores nikotingule fingre kløede i skægget, der sad, som havde han dyppet hele hovedet i en middelstor grå candyfloss og efterfølgende ladet totter af klistret sukker sidde og klæbe fast efter bedste evne. Han hostede hæst og bankede piben mod snabelskos såler. Tjeneren åbenbarede sig og greb rutineret asken i et kobberaskebæger. En piberenser kørte frem og tilbage gennem pibespidsen og røg samme vej som asken. Tjeneren bukkede og bakkede lydløst væk. Wiesenmoores krystalklare blå øjne spejdede mod hologrammet, hvor dampene undslap flængen i tid og rum ved hver energiudladning. Slipset sad stramt, og i modsætning til de andre i forsamlingen bar han kappe, som pompøst sejlede efter ham ved hver eneste bevægelse. Kappen var dybblå og kanten skabt af hermelinpels. Nyeste magikermode, og sammen med skoene var han på mange måder et imponerende syn.
Epoximus Parker snoede sig som en slange mellem flokken af snakkende magikere og tog diskret opstilling ved siden af Claes. Han opdagede det for sent. Fanget.
”Hvordan går det i Bødeafdelingen?” Stemmen var fløjlsblød, men kulden lå på lur som en skarp dissonans, der kunne vække selv de dødeste døde til live.
”Vi ramte årsomsætningen i maj …” Claes inspicerede guldringene på højre hånd, elementet ulmede igen. ”… så ingen kan umiddelbart klage … Med det nylige udgangsforbud, kommer vi ikke til at kede os, når kulden sætter ind.”
”Imponerende.” Epoximus lod et anerkendende blik falde mod Claes. ”Ja, man skulle faktisk tro, at du ikke havde bestilt andet, siden du forlod Wicca … og de nye praktikanter? Er der fremtid i dem?”
Varmen bredte sig fra fingrespidserne og op over håndryggen. Hurtigt rystede han det på plads, genvandt kontrollen over elementet og trak vejret dybt. Alle vidste, at Bødeafdelingen fik det ragelse, der var tilbage, når samtlige andre afdelinger i Det Statslige ikke kunne vride mere talent ud af kandidaterne.
Alle.
Især førstevælgerne i Efterretningstjenesten.
Med sit lyse strithår, blå øjne og en ånde så frisk, at man mistænkte ham for at flænse myntebuske mellem tænderne på daglig basis, mindede Epoximus Parker mest af alt om en løsreven gletsjer. En gletsjer, der var sejlet direkte ind i Efterretningsafdelingen og erobrede chefstolen, idet rygtet om en degradering af den siddende chef var på trapperne. Røgen fra nattens kamp gennem Det Statslige og Det Gamle Arkiv havde knap lagt sig, inden hovederne var rullet og titlerne skiftede ejermænd, den nat for 2 år siden.
”Ja, de er fremragende,” løj Claes med påtaget ligegyldighed og en skuldertrækning.
De her ligegyldige høflighedssamtaler var ikke hans spidskompetence, og elementet gjorde tankerne uskarpe; ikke den bedste kombination med Epoximus som selskab.
”Så for Søren. ” Epoximus slog smæld med tungen, ” måske en ny May Gardener?”
”Så store mirakler findes ikke i universet. ”
”Tro kan flytte bjerge, ved du. Jeg husker tydeli…”
”Det er ikke tro, der flytter bjerge, ” Claes nikkede spidst, ”det er vilje! Og hvis du vil have mig undskyldt?”
Nu måtte forbindelsen til Øverste Minister gerne blive stabil, det var tæt på uudholdeligt, det her.
Gletsjeren slog hælene sammen, bukkede med en fejende armbevægelse, imens øjnene fulgte Claes med lige dele had og morskab.
Uden forvarsel smældede hologrammet. Rummet rystede, og en flænge åbnede for portalen og lod kortvarigt sit sorte indre komme til syne. Luften i Rådssalen hvirvlede rundt langs panelerne. Øverste Minister for Statslige Anliggender, Dieter Hopp, fremlyset i fuld figur for enden af bordene. Grønt og klinisk lyste holografien den dunkle sal op, og al samtale ophørte omgående. Forbindelsen lukkede sig bag ham, og vinden lagde sig straks.
Efter de sædvanlige formalia, sleske hilsner og komplimenter rømmede Mr. Hopp sig. Blikket inspicerede samtlige fremmødte og sluttede ved Claes, der forberedt mødte det. Afventende. Nu begyndte showet. Det havde gentaget sig løbende det sidste år og fortsatte åbenbart, indtil Efterretningstjenesten havde opklaret tyveriet ved Det Gamle Arkiv.
Angrebet mod Arkivet havde kostet hele dagens fremmanede Nattevagter, og eneste overlevende vidne var den unge fyr i jakkesættet, Claes.
”Mr. Algebrah … ” Manden i holografien gjorde en bydende gestus mod ham.
” … Kan du ikke til ære for de nye ministrere præsentere dig selv?”
Claes rejste sig, nikkede mod forsamlingen af øjne og ører, der elskede at se andre være i ilden, og deres auraer flammede i hologrammets skær. Som et menneskeligt brændende pentagram sad de omkring ham, afventende. Han var forberedt, havde læst op på samtlige detaljer om angrebet og vidste hvad de ville spørge om. Igen.
”Claes Algebrah, Magiker af tredje grad. Underviser i Sort Magi og Besværgelser. Skaber af Undinernes Forsvarsværker og – ’
”Blærerøv.” Mr. Davids stemme ramte svagt sonaren, idet den nonchalant hviskede til Wiesenmoore, der stille nikkede, ”hmmm.”
Magiminister Alice Kelley betragtede ham henover brillerne med et blik, der prikkede i auraen. De slanke fingre pillede ved øreringene, som under guldets vægt trak øreflippen alarmerende langt ned. Den sløvende duft af rosmarin hang omkring hende og vidnede om flittig brug af pentagrammerne. Den skarpskårne page fulgte hendes bevægelser i ryk uden så meget som en krusning i hårstråene. Hun var ny på pladsen efter en uheldig episode, der kostede den sidste magiminister livet. Hvor var det nu, hun havde fået kontor henne? Timerne med hovedet bøjet over landkortene havde ædt dagene op, og han havde helt sikkert glemt at ønske hende tillykke. Ikke at han var misundelig, for Magiministeriet brugte det meste af tiden på rutineopgaver, nu hvor behovet for Nattevagter helt tiden voksede. Og de fremmanede jo ikke sig selv i pentagrammerne.
”Og forhenværende Efterretningschef?” indskød Epoximus Parker.
Claes rømmede sig, det var også utroligt, som den fyr var om sig i aften. Af alle de tilstedeværende burde han holde lav profil. Hans eneste opgave var efterforskning, og siden de sad her i aften, igen, så gik det jo eminent dårligt.
”Og forhenværende Efterretningschef. Tak, Mr. Parker.”
”Altid til tjeneste, Mr. Algebrah.” Epoximus blinkede til ham, og elementet varmede igen i håndfladerne. Nattens uvejr gjorde det ekstra vågent, og med så meget mistroisk energi under kuplen beskyttede det ham til fingrespidserne. Han stak hænderne i lommerne, så ingen bemærkede det. Pinligt ikke at have fuld kontrol over elementarånderne et sted som dette.
”Mr. Algebrah, vil De gentage for forsamlingen hvilket våben, den indtrængende benyttede sig af i det afgørende øjeblik?”
Dieter Hopp foldede hænderne bag ryggen og rankede sig, så han fyldte hele billedet, og Claes’ opmærksomhed rettede sig igen mod omgivelserne.
”Den indtrængende angreb mig med en magisk spindel, Mr. Hopp. Hun samlede kræfterne fra afgrunden og havde … kontakt til noget der i styrke mindede om vindelementet.”
Ministrene måtte tænkte, hvad de ville, han kunne godt selv høre, at det lød usandsynligt, men det var sandt. Hvordan hun så end havde båret sig ad.
”Sludder, Mr. Algebrah, en tøs fra Hoben kan ikke håndtere en spindel! Det er jo absurd!” Mr. Davids slog afværgende ud med hånden.
Der blev hvisket højt omkring bordet.
”Det er sandt, ingen fra Hoben besidder elementerne!”
”Jeg har aldrig hørt noget så latterligt.”
”Måske han selv kom til at vende elementet?”
”Stille!” Dieter Hopp råbte så hologrammet rystede, og forsamlingen holdt øjeblikkeligt inde. Den sidste flig af selvkontrol forlod Claes, samtidig med at et kraftigt vindstød fejede gennem kuplen, så papirerne på bordene fløj højt op mod kuplens midte.
”Det er muligt … ” Claes’ øjne lynede, ”… men det var, hvad hun gjorde.” Håndfladerne bankede i bordet med små gnister i en sky omkring sig, og elementet tiggede om at bliver sluppet fri. ”Brændemærkerne over mine skuldre er ikke kommet af en simpel besværgelse og små knipsegnister! Jeg gentager, hun brugte en magisk spindel … Og det vil hun gøre hver gang, De udspørger mig. Hvorfor? Fordi det er sandheden! Jeg har ikke brugt seks år som chef i efterretningen for at stå her og bliver negligeret og irettesat.”
Over dem trak himlen sig sammen under kuplens hvælving.
”Umuligt! En latterlig påstand, som du stædigt holder fast i!” Holografien hostede hæst. ”… Du af alle burde vide bedre…”
”Hun var anderledes!”
